Fair Danish Design

Fair Danish Design - Dansk design og Fair Trade produktion 

Fair Danish Design forener håndværk og designere fra nord og syd. Ambitionen er at skabe bæredygtige udviklingsprocesser for kunsthåndværkere i den 3. verden ved at trække på danske designtraditioner. De første projekter er allerede i gang og i fortsat udvikling. 

Læs om Fair Danish Design Zimbabwe

Læs om Smykker for livet Pernille Bülow

I efteråret 2011 blev Fair Trade Danmarks projekt, Fair Danish Design, skudt i gang. Projektet går ud på at skabe nyskabende, konkurrencedygtige Fair Trade produkter, gennem designsamarbejde mellem danske designere og Fair Trade producenter. Målet med FDD er at skabe design i internationale konkurrencedygtig form, der får forbrugere til at associere Fair Trade med Dansk Design. Begge er stærke koncepter med stor potentiel synergi-effekt, der både kan fremme udviklingen af nye unikke produkter, bidrage til et øget salg af Fair Trade og bidrage til at Fair Trade producenter opnår nye færdigheder og muligheder for opgradering. 

“Vores mission er at løfte marginaliserede producenter ud af fattigdom gennem produktudvikling og samarbejde, samt at styrke salget af Fair Trade produkter, gennem udvikling af konceptet Fair Trade Design. Projektet Fair Danish Design skaber nye muligheder for danske industri, designere og andre aktører og bekræfter at design og brugskunst kan produceres under Fair Trade vilkår med et moderne skandinaviske design og tilgodese kvalitetsbevidste forbrugere. Projektet er således både til gavn for Fair Trade producenter og forbrugere”, siger Ida Ljunggren, daglig leder for Fair Trade Danmark. 

Flere initiativer og projekter er i gang under paraplyen ”Fair Danish Design”. I efteråret 2011 rejste danske designere gennem Fair Danish Design projektet til både til Afrika og Mellemamerika for at udvikle og etablere et designsamarbejde med lokale Fair Trade producenter, med fokus på at skabe nye konkurrencedygtige produkter, inspireret af dansk design og lokale håndværkstraditioner.
 

Case: Kompetenceudvikling fra unika til konkurrencedygtig brugskunst i Zimbabwe

Pil Bredahl og Henriette Melchiorsen fra designgruppen ”FairTrade Designers” tog i samarbejde med Fair Trade Danmark og den danske virksomhed Huset ved Havet til Zimbabwe, for at indlede et samarbejde med producenter af stenskulpturer i forstaden Chitungwiza. 

De kvindelige designere stod for flere aktiviteter som workshop med bl.a. medbragte danske møbel- og interiør magasiner, der vakte begejstring og nysgerrighed blandt de lokale håndværkere. Gennem workshoppen fik producenterne indblik i hvad dansk design er, hvilken stil og hvilke produkter der er attraktive på det danske marked, samt hvordan produkter eksponeres og markedsføres og endelig hvilke krav der er til både design, kvalitet og levering. 

De lokale producenter arbejder som udgangspunkt intuitivt når de arbejder med udformning af stenskulpturer, dvs. uden forberedte mål eller dimensioner for arbejdet. Gennem workshoppen lærte producenterne at udarbejde tekniske tegninger og arbejde ud fra disse, i forhold til at lave et stykke brugskunst hvor mål og dimensioner er planlagt på forhånd. Workshoppen var en stor succes og de nyerhvervede færdigheder har gjort at producenterne har fået åbnet et nyt vindue for produktionsmuligheder, og har opgraderet ved at udvide deres kompetencer i fht. nye teknikker og produktionsmetoder. Nu kan de både producere stenskulpturer, men også brugskunst produkter efter samme mål og dimensioner. 

I løbet af workshoppen blev 20 nye prototyper udviklet. Ud af denne gruppe produkter skal importøren, designerne og producenterne i fællesskab beslutte hvilke produkter der sættes i produktion, samt til hvilken pris. Produkterne forventes lanceret til Formland Messen i Herning, august 2012. 

Læs mere...