Eksempel 1: Foredrag for folkeskoleelever
Fair Trade Danmark er blevet partner med ”Victoria & Verdensmålene”, en serie på 17 bøger. Forfatter og journalist Jesper Tornbjerg har sat sig for at skrive en bog om pigen Victorias oplevelser med hvert af de 17 mål. Flere af bøgerne er allerede sendt ud til alle landets skoler, og findes ligeledes på en række biblioteker. https://www.victoriaogverdensmaalene.dk/
Til hver bog er der lavet en række af kreative undervisningsmaterialer, som er henvendt til mellemtrinnet i folkeskolen. For Eksempel har Fair Trade Lolland i samarbejde med udviklingskoordinator Peder Thorning, Dansk Folkehjælp i Nykøbing F, forberedt et fælles foredrag til folkeskolens 7. klasser. Med udgangspunkt i Afrika – og i Victorias oplevelser – fortæller han om verdensmål 6, om tilblivelsen af bogen og om de udfordringer vi har med at nå målsætningerne inden 2030. Der vises billeder fra Afrika og fra Dansk Folkehjælps og også Fair Trade virksomhedernes arbejde, ligesom eleverne inddrages med spørgsmål om deres forestilling om Afrika og deres egne tanker om vand, toiletter og hygiejne i Danmark. På den måde bygges en bro mellem de alvorlige udfordringer i udviklingslandene i Afrika og vores egen hverdag.
Folkeskolerne i Nakskov viste stor interesse for foredragsarrangementerne. Men de måtte aflyses i efterår 2020 pga. af Corona-restriktionerne. Vi ønsker at bruge konceptet igen i efterår 2021. måske med andre Verdensmål end nr. 6 som udgangspunkt. Slut dato for projektet er 31.1.2022.